Bliv medlem!

Støt kampen mod øjensygdomme
Bliv medlem

Artikelsøgning

Søg

Hornhindeskade

Abrasio corneae

Definition

Traumatisk beskadigelse af hornhindens overflade er uhyre almindeligt. Det kan dreje sig svirpende grene, slibespåner eller en fingernegl, som forårsager en afskrabning af hornhindens hudlag. Også en kraftig UV belysning  (svejseøjne, sneblindhed, solarium) kan give en skade på hornhindens hudlag.

Symptomer

Smerter ofte meget intense, tåreflod, sløret syn, lysskyhed og rødt øje er almindelige symptomer.

Undersøgelser

Defekter i hornhindens hudlag kan farves med  flourescein, som lyser grønt, når det belyses med blåt lys. Slibespåner vil ofte sidde fast og kan fjernes helt eller delvist på skadestuen. Skader forårsaget med UV lys giver typisk symptomer 6 timer efter udsættelsen, hvorfor oplysninger om skadens art giver diagnosen. Man skal sædvanligvis undersøges af en øjenlæge dagen efter skaden, så det kan sikres, at der ikke er yderligere skader.

Behandling

Hornhindens hudlag gendannes indenfor ca. 1 døgn. For at forhindre infektion gives antibiotisk øjensalve. For at dæmpe smerterne gives dels smertestillende tabletter og dels dråber, som virker lammende på de ringmuskler, som styrer nærindstillingsevnen og pupillens størrelse, således at læseevnen ophæves og pupillen udvides. Endelig anlægges øjenklap for at give øjet ro og skåne det mod lys.

Forebyggelse

Ved aktiviteter, hvor flyvende fremmedlegemer produceres (havearbejde, slibning m.v.), bør beskyttelsesbriller anvendes. Svejsebriller og solbriller ved kraftigt sollys beskytter mod lysbetinget hornhindeskade.