Bliv medlem!

Støt kampen mod øjensygdomme
Bliv medlem

Artikelsøgning

Søg

Blødning fortil i øjet

Hyphæma

Definition

Stump traume mod øjeæblet (badminton, squash, golf, finger, gren) er en meget almindelig årsag til blødning ud i øjenvæsken mellem horn- og regnbuehinde. Man kan også få en blødning uden på øjeæblet beliggende under slimhinden, men denne opstår ofte spontant og er harmløs, selv om den kan se dramatisk ud.

Symptomer

Sløret syn og rødt øje.

Undersøgelser

I den akutte fase er den forreste del af øjet uklart pga. af opslemmet blod, men efterhånden som dette synker nedad, opstår et vandret rødt væskespejl nedadtil bag hornhinden. Pupillen er ofte udvidet og mere eller mindre lammet. Uregelmæssig pupil tyder på større skade med afrivning af regnbuehinden ved dens rod. Øjentrykket kan være forhøjet, hvorfor patienten bør undersøges af en øjenlæge.

Behandling

En ny eller vedvarende blødning kan medføre et kompliceret forløb. For at undgå dette er det vigtigt, at patienten holder sig i ro. For at ophæve regnbuehindens bevægelighed gives dråber, som virker lammende på de ringmuskler, som styrer nærindstillingsevnen og pupillens størrelse, således at læseevnen ophæves, og pupillen udvides. Antibiotisk øjensalve kan gives for at beskytte øjet mod infektion. Er der trykforhøjelse, gives der tryknedsættende øjendråber og endelig anlægges øjenklap for at give øjet ro og skåne det mod lys.