En rød rose, en bølgende gul rapsmark eller en duftende jasmin. Når vi oplever blomster, sker det først og fremmest via farver, form og duft. Planterne bruger dog ikke tid og ressourcer på smukke, velduftende og farverige blomster for vores skyld. For planten er blomsten det sted, hvor artens videreførelse skal sikres.

For at kunne sætte frø, må frugtanlægget i blomsten befrugtes. Pollen skal overføres fra blomsternes hanlige dele, støvdragerne, til blomsternes hunlige dele, griflen og frugtanlægget.

Mange planter stoler på, at vinden nok skal føre deres pollen frem til rette modtager - bare tænk på forårets og sommerens pollental! Andre planter har valgt at benytte sig af forskellige dyr til at overføre pollen. Det er disse planter, vi normalt forbinder med ordet blomsterplanter. Planter, hvor blomstens primære formål er at tiltrække dyr, der så kan overføre pollen til andre blomster af samme art. Dyrene besøger ikke plan-terne for deres smukke udseende. Der ligger altid en forventning om en belønning bag besøget. Den mest kendte belønning er nektar, men mange forskellige dyr høster også pollen, olier, harpiks eller endda duftstoffer til vidt forskellige formål. Farver er meget vigtige, når det gælder om at reklamere overfor det rette klientel af potentielle bestøvere. Her er det så, at det begynder at blive spændende, i forhold til synssansen.

Når vi mennesker taler om farver, handler det faktisk kun om bølgelængder fra en meget lille del af hele det elektromagnetiske spektrum. Mennesker kan opfatte lys med bølgelængder fra ca. 400 nanometer (nm) (violet) til 700 nm (rød). Dette kaldes det synlige spektrum. Lys under 400 nm kaldes ultraviolet, og lys over 700 nm kaldes infrarød. Vores øjne har tre slags sensorer i tapcellerne, der hver især er mest følsomme ved lys med bølgelængder på hhv. 580 nm (rød), 540 nm (grøn) og 450 nm (blå) - de farver, vi også kalder primærfarverne. Lys med en bølgelængde i det synlige spektrum vil aktivere en eller flere af disse sensorer. Vores opfattelse af, hvilke farver blomsterne har bestemmes altså af, hvilke sensorer der påvirkes, og med hvor meget de påvirkes relativt til hinanden.

På vores breddegrader er det især insekter, der er velkendte som blomsterbestøvere. Tager vi længere mod syd, ned til tropernes regnskove eller til Australien og det sydlige Afrika, er også mange fuglearter vigtige bestøvere. Disse to grupper har vidt forskellige synssanser.

De fleste insekters farvesyn er baseret på tre forskellige tapceller i øjnene, ligesom vores, men med et andet resultat. De fleste insekter kan ikke se røde farver særlig godt, til gengæld kan de se ultraviolette farver, som vi ikke kan opfatte. Deres synssans er altså 'forskubbet' lidt i forhold til vores. Husk dog på, at 'farve' defineres af summen af de varierende påvirkninger af alle de forskellige tapceller, så insekterne ser ikke bare de samme farver som os 'plus ultraviolet'. De vil opfatte den del af spektret, som vi også kan se, i helt anderledes nuancer end os.

For fuglene ser billedet også lidt anderledes ud, bogstaveligt talt. Fugles farvesyn adskiller sig fra vores på to væsentlige punkter: Fugle kan se ultraviolet lys, og i stedet for vores og de fleste insekters tre, har de hele fire forskellige slags tapceller i deres øjne. Man kan derfor ikke alene sige, at de har et større spektrum af synligt lys end os, men at de tilmed forarbejder det til et 'firedimensionalt' synsindtryk, rent farvemæssigt. Dette medfører, at de ser verden i nogle fuldstændig anderledes farver og nuancer, end vi er i stand til at forestille os.

Man har desuden påvist eksistensen af et lignende system hos visse fisk og krybdyr, og man har endda opdaget fem forskellige tapceller hos en japansk sommerfugleart - så det er faktisk mennesket, der har et ringe farvesyn, i for-hold til mange dyr! Farve er altså ikke en fast defineret egenskab ved en blomst; den afhænger af synssansen og hjernen hos det dyr, der opfatter og fortolker det lys, som blomsten reflekterer.

Blomsten skal altså skille sig ud fra 'alt det grønne', det vil sige resten af plan-ten, for at reklamere bedst muligt for sig selv. Blomstens farver er ofte stærke kontrastfarver, der adskiller sig klart fra den grønne baggrund, selv på lang afstand. De enkelte blomster er ofte samlede i en større blomsterstand, for at maksimere 'reklame-effekten'. Tænk
f.eks. på de små hyldeblomster, der hver for sig er undseelige, men ved at sidde sammen i store skærme, forøger de deres synlighed væsentligt. En ekstrem specialisering udgøres af kurveblomsterne, der har mange små blomster samlet på en rund skive, omgivet af ofte sterile randblomster, som er stærkt farvede (f.eks. tusindfryd, krysanthemum eller asters). Mange af disse rand-blomster har opgivet deres mulighed for selv at sætte frø, til gengæld for at kunne lokke bestøvere hen til deres søskende inde i midten af blomsterstanden. Solsikken er et andet meget godt eksempel på en kurveblomst. Den er ikke én blomst, som mange tror, men mange hundrede! Hver af 'felterne' inde i midten af 'blomsten' er en blomst (prøv selv at kigge efter med en lup!), og hver af de gule 'kronblade' er en blomst, der blot ligner et kronblad fra en normal blomst. Blomsterne konkurrerer om at få lokket bestøverne hen til sig.

Lad os sige, at en honningbi fra en vis afstand, har bestemt sig for at besøge en blomst med en bestemt farve. Den styrer nu hen mod blomsten for at hente nektar. Det gælder for blomsten om at få insektet til at bevæge sig hen forbi både støvdragerne og griflen, så blomsten henholdsvis kan afsætte og modtage pollen. Mange blomster bruger nektar som primær lokkemiddel. Derfor har mange blomster såkaldte 'nektarguider' - et system af pletter eller streger, der som lysene på en landingsbane fortæller insektet, hvor det skal hen.

Systemet af nektar-guider er et godt eksempel på, hvordan forskellene i farvesynet hos mennesker og insekter udmønter sig. Hos nogle blomster kan vi mennesker godt se systemet af streger eller pletter. Vores hjemlige orkidéer, gøgeurterne, har allesammen pletter på den nederste del af blomsten. Stedmoderblomsten er også et godt eksempel, med tydelige mørke streger, der peger ind mod midten af blomsten (Fig. 1).

Fig. 1 Blomsten hos Alm. Stedmoderblomst, Viola tricolor. Bemærk de tydelige stribeformede nektarguider på de nederste tre kronblade.

Hos andre blomster skal man imidlertid være insekt, med et synsapparat, der kan opfatte ultraviolet lys, før man får stillet disse hjælpemidler til rådighed. Et godt eksempel er kurveblomsten Susannes sorte øje, der for vores øjne er lysende gul med en brunlig midte. For et insekt ser blomsten imidlertid helt anderledes ud. Halvvejs inde ændrer den gule krone farve til sort, mens midten af kurven lyser op - en perfekt dart-skive for insekterne! (Fig. 2a og 2b).

Blomsten hos Susanne med det sorte øje, Rudbeckia bicolor
Fig. 2a Sådan tager blomsten sig ud for mennesker

Fig. 2b Sådan ser insekter med uvfølsomt syn blomsten

En måde at udnytte fugles og insekters forskellige synssanser på, finder vi hos mange fuglebestøvede blomster. En fuglebestøvet blomst er vidt forskellig fra de fleste insektbestøvede blomster.
Først og fremmest skal der produceres langt større mængder nektar for at lokke fugle til. Fugle er meget større end insekter, og har derfor behov for meget mere energi. Hvis det skal kunne betale sig for fuglene at besøge blomsterne, så må der helt andre boller på suppen. Derfor er fuglebestøvede blomster ofte enten forholdsvis store eller sidder mange samlet i store blomsterstande, så de samlet præsenterer en stor mængde nektar. Samtidig strækker deres grifler og støvdragere sig ofte langt ud for at komme i kontakt med fuglen, så den kan bestøve den næste blomst den besøger.

Disse faktorer gør imidlertid blomsterne sårbare over for nektarrøvende insekter. Insekterne kunne nemt komme til nektaren, uden at bestøve blomsten, fordi støvdragerne og griflen jo sidder i 'fuglehøjde'. Dermed ville blomsten miste ressourcer, uden at få noget til gengæld. Mange fuglebestøvede blomster er derfor stive, med en delvis lukket blomst, som kun et fuglenæb kan komme ind i. Man finder også ofte, at blomsterne har mange kraftige, børsteformede støvdragere, der virker som en uigennemtrængelig urskov for insekterne, samtidigt med, at de fungerer som stærke visuelle reklamer for fuglene (Fig. 3).

Det smarteste trick for at undgå nektarrøvende insekter, er dog det, der relaterer til synssansen. Mange fuglebestøvede blomster er røde, eller har røde farvetegninger, det gælder f.eks. mange arter af Hibiscus og Fuchsia. I lang tid anså man det for at være en signalfarve til fuglene - så de nemt og hurtigt kunne orientere sig i regnskoven for at finde 'deres' blomster.

Nu mener man imidlertid, at det har mere at gøre med forskellene mellem fuglenes og insekternes synssans. Husk på, at langt de fleste insekter ikke så godt kan se røde farver. For mange insekter vil en rød blomst derfor være næsten usynlig mod alt det grønne, og derfor ikke så attraktiv. Samtidig gælder det, at mange fuglebestøvede blomster ikke har nogen duft, eller kun dufter ganske svagt. Det er endnu et værn mod insekterne, der i vid udstrækning også benytter lugtesansen under deres søgen efter nektar.

Fuglene har derimod ingen lugtesans, men jo til gengæld et fremragende syn, også i det røde spektrum. For dem vil en rød blomst være lige så synlig som en gul, og derfor er den røde farve velegnet til selektivt at reklamere overfor fugle, mens blomsten altså udelukker mange, i denne sammenhæng unyttige, insekter.

Naturens verden er forunderlig, og gemmer endnu på mange hemmeligheder. Blomster er noget af det, vi alle har et forhold til. De er en del af naturen, som vi er vant til at se på med milde øjne, hvad enten vi køber roser til vores kære, eller fletter kranse af mælkebøtter med børnene. Måske vil du næste gang, du ser på en blomst, gøre det med helt nye øjne, selvom du stadigvæk har den samme synssans!